Lektørudtalelse

Forfatter: Stine Veisegaard

Kort om bogen

Velskrevet og smukt illustreret samling af tekster, der formidler unges tanker om at stå i en brydningstid. Fra 14 år

Beskrivelse

En række unge har fortalt om, hvordan det er at være teenager og stå i en brydningstid mellem barndom og voksenliv. Ud fra en række samtaler er skrevet 31 mindre tekster, digte og citater, som er suppleret med farvede illustrationer. Fx finder man historien "Pigerne" som handler om drengene, der oplever, hvordan pigerne forandrer sig, og digtet "Mor var bange i fredags", der beskriver en mor, som er bange for de unges partybusser, drukspil og øl-stafetter. Alligevel poster moren sig selv halvfuld på Facebook med en 3-liters rødvins dunk på bordet. Bogen er skrevet af den kendte norske skuespiller og tekstforfatter Linn Skåber og illustreret af Lisa Aisato, som er kendt fra Livet - illustreret. Bogen har i hjemlandet vundet flere priser

Vurdering

Poetiske tekster om den svære ungdom, hvor man står mellem barndommen og voksenlivet, og forældrene står på sidelinjen og intet forstår. Teksterne er fyldt med en blanding af sødme, humor, alvor og eftertænksomhed, og de suppleres utroligt smukt af illustrationer. Det hele fremstår helstøbt, sanseligt, smukt og poetisk

Andre bøger om samme emne

Det er svært at finde bøger helt som denne. Daniel Zimakoff har skrevet Panik og Kim Fupz Aakeson Jeg begyndte sådan set bare at gå, begge er noveller for unge