Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Hanne Reintofts (født 1934) fjerde historiske roman foregår i årene 1710-1742 og vil som forgængerne givetvis opnå et ganske stort publikum. Den tegner et tværsnit af det danske samfund gennem fire krigskammerater fra de blodige slag om Skåne. Hans, Matthias, Rasmus og Malte sværger evigt venskab og at stå hinanden last og brast trods deres forskellige livsvilkår. Som henholdsvis jurist, bogtrykker, fæstebonde og præst i København og på Sjælland oplever de lidt af hvert, og deres venskab kommer adskillige gange på hårde prøver. Gennem de fire venner og deres familier følges danmarkshistorien på indirekte hold, og som læser stifter man bekendtskab med pestens hærgen, Københavns brand, Ludvig Holberg, adelen og kongehusets skalten og valten med undersåtterne, indførelsen af stavnsbåndet, slavehandel, pietismen, oplysningstanken, jøderne i København og meget mere. Omkring de fire venner er et stort og broget persongalleri - koner, mange børn, svigerbørn og øvrig familie - og deres liv til hverdag og fest, i sorrig og glæde, skildres med mange farverige detaljer, som vil tiltale historisk interesserede læsere. Jeg synes, at Last og brast i begyndelsen er både stiv og knirkende, men det forsvinder gradvist til fordel for en underholdende historisk slægtsroman