Lektørudtalelse

Forfatter: Henrik H. Pedersen

To af 90ernes minimalistiske hovedværker udkommer her samlet. & er oprindeligt fra 1990, udgivet på det lille forlag Basilisk og Eller udkom første gang på L & R i 1998. Solvej Balle er jo "svær", men samtidig også en af de nye forfattere der bliver læst. Forlaget gør derfor fint i at genudgive disse værker samlet, da de i form og indhold minder meget om hinanden. Så hvis man ikke har noget karakteristisk 90er minimalisme ude på de mindre biblioteker er her chancen. Den lakoniske titel & binder fem prosadigte sammen. Prosadigtene afspejler punktvis og kalejdoskopisk samlingens motto: "Things pass through places". Digter-jegets fragmentariske iagttagelse af omverdenen og søgen efter mening. Vi befinder os i et sydligt land hvor der under turistfacaden lurer noget dramatisk. Karakteristisk for den minimalistiske stil er det op til læseren at digte med. Stilen er meget filmisk. Det er tydeligt at denne generation er vokset op med det moderne filmsprog og en heraf udpræget sans for panorering og klippeteknik. Eller er stilmæssigt i samme boldgade og måske endnu mere filosofisk. Her er mange kanter, parallelle linjer og anden geometri og især pertentlige familiemennesker. Der er tale om en slags overvågning og måske en mindre parodi på informationssamfundet