Lone Hørslev Rasmussen (f. 1974) debuterer i bogform med denne glimrende digtsamling. Hun er i år 2000 blevet afprøvet i Hvedekorn med et par digte, hvoraf det ene er med i samlingen her. Det samlede udtryk virker rimeligt formfuldendt, som var det en rutineret ræv. Den knækprosalignende facade er stillet pænt op i fem afdelinger der tilsammen vil sige os noget om parcelhusromatikken og især det erotiske. Det er gjort med en allestedsnærværende lakonisk eller ironisk tone, blot tænk på titlen, og uden nogen form for patos eller skønhedskirurgi, som ellers er kendetegnende for megen moderne lyrik. Man kan ikke sige at det er noget nyt, men måske blot forfriskende. Digtene indeholder ofte talesprogslignende sentenser hvor digterjeget formulerer sig i direkte tale eller digtene udspiller sig som narrative forløb. Det er lyrik der skiftevis balancerer på grænsen mellem det, for læseren, umiddelbart tilgængelige og det mere lukkede univers og som kræver lidt mere læsearbejde Det er selvsagt en bog for læsere af nyere kvindelig lyrik og herunder især for læsere af Naja Maria Aidt og Kirsten Hammann