Kroppen

Hvad kan kroppen, og hvilke byggesten er den sat sammen af?

Dette er nogle af de mange spørgsmål, vi stiller, når Koldingbibliotekerne i 2018 sammen med biblioteker landet over og Danmarks Radio sætter fokus på videnskab og kroppen i uge 7-10. Vi sætter simpelthen SPOT på vores KROP.

Det sker i uge 7-10

I vinterferien i uge 7 er der bevægelige kropsaktiviteter for børn og voksne i alle aldre, fx gamle børnedanse og familieyoga, og på vores store torv på Kolding Bibliotek kan du læse om din krop, lege med din krop og tegne din krop. Prøv vores kæmpe kropspuslespil, sans løs med sansepladerne og kast dig ud i at kaste med bevægelsesterningerne - måske ender du med at skulle kravle som en krabbe?!  

LÆS OGSÅ: Er du læge? Kender du din krop? 

I uge 8 får vi farligt fint besøg af DR, Experimentarium og deres hjernerejse. Et hold af piloter fra Experimentarium laver dissektioner af hjerne og tarm, og i kufferten medbringer de også en vaskeægte Virtual Reality-station og masser af hjerne- og huskeøvelser. 

LÆS OGSÅ: DR, Experimentarium og Kolding Bibliotek inviterer skoleelever på "hjernerejse"

I uge 9 er vi med i et landsdækkende rekordforsøg, hvor vi skal sætte rekord ved at synge og danse "Hoved, skulder, knæ og tå" på samme tid i hele landet, og i uge 10 peaker det hele. Den anmelderroste og prisbelønnede musiker og forfatter Katinka gæster Kolding Bibliotek til en snak om krop. Her er udgangspunktet hendes nyudgivne tekstsamling Et hus af krop, men hun tager også sin ukulele med under armen og spiller et par sange. 

Vi inviterer også til vinterbogscafé 22. februar om krop og stress, og i alle ugerne kan du opleve og interagere med udstillingen Hjerneskælv - #hjernero på Kolding Bibliotek. Der udstilles udvalgte tekstykker og billeder fra Zenia Johnsens bog Hjerneskælv (2016), og du inviteres til selv i billedform at fortælle og dele med andre, hvad der kan give dig ro i hovedet ved hjælp af hashtagget #hjernero på Instagram. 

Litterær inspiration om kroppen

Forfatterweb har samlet nogle eksempler fra nyere dansk litteratur, hvor kroppen skildres med et videnskabeligt og undersøgende blik (adgang til dele af forfatterweb via UNI-login). 

Læs og lyt også med på eReolen, hvor månedens tema for februar 2018 er kroppen. 

LÆS OGSÅ: DR's temaside om din geniale krop

Følg løbende med 

Følg med på siderne her, så du løbende kan blive opdateret om alle de dødspændende, bevægelige, udfordrende, litterære og lærerige ting, der sker på Koldingbibliotekerne i disse fire uger. 

LÆS OGSÅ: Pressemeddelse fra Danmarks Radio om temasamarbejdet med landets biblioteker

Har du spørgsmål til temasamarbejdet eller behov for yderligere information? Kontakt biblioteksformidler Nanna Lykke Larsen på mail nalar@kolding.dk eller tlf. 24 91 36 16.