Se vores kunstværker

På Kolding Bibliotek finder du et udsnit af dygtige lokale kunstnere og kunsthåndværkere. Vi er bl.a. meget stolte af at kunne præsentere værker af den internationalt anerkendte kunstner Olafur Eliasson i begge vores gårdhaver.

Olafur Eliasson er verdenskendt billedkunstner. Kolding har fået to af hans kunstværker lavet specielt til gårdhaverne på Kolding Bibliotek. Dermed har biblioteket en attraktion af international karat.
 
Lyset og vejret som vigtige elementer
"Lysets nordiske mester" bliver Olafur Eliasson kaldt. Han bruger mange forskellige materialer i sin kunst og er især kendt for at lade lyset og vejret være vigtige elementer i sine værker.
 
Kunsten på biblioteket
Netop lyset og vejret bliver brugt som virkemidler i de kunstværker, som nu udsmykker de to gårdhaver på Kolding Bibliotek. "To lufthuller med lys" er titlen på Olafur Eliassons kunstværk i gårdhaverne på Kolding Bibliotek, et kunstværk, som hele tiden forandrer sig og skifter i samspil med vejr og vind.
Metalspiralerne i den ene gårdhave og prismerne i den anden hører sammen parvis og viser vinden på en bestemt ugedag.
Parret længst oppe mod Slotssøvejen viser mandagsvejret, par nr. 2 viser blæsten om tirsdagen, par nr. 3 fortæller om onsdag og så fremdeles. Vinden måles hver dag mellem kl. 11.00 og kl. 12.00, og den højeste hastighed er den, der benyttes. Kl. 12.00 hver dag kan man således se dagens mobile ændre hastighed og afspejle vinden netop den dag. Mobilen kører med den hastighed i en uge, indtil det atter bliver "dens dag", og den får målt en ny hastighed at køre efter.
 
 
kunst i børn
 
Kunst i Børn
I børneafdelingen på Kolding Bibliotek kan du også finde mange kunstværker, der henvender sig til  børn og deres  voksne. Gå på opdagelse i børneafdelingen og se de mange finurlige og smukke kunstværker, der lægger op til forundring , fascination og fordybelse samt  mange sjove og gode samtaler.
 
Andre kunstværker på Kolding Bibliotek
På Kolding Bibliotek kan du også finde kunstværker af en lang række andre dygtige kunstnere. Du kan læse om alle kunstværkerne i vores kunstguide.