Den hemmelige skrift

20.01.20
"Den hemmelige skrift" er et kulørt læringsprojekt udviklet i et samarbejde mellem biblioteket og skoler i Kolding

Første fase af projektet (2017) blev lavet i samarbejde med Munkevængets Skole. I anden fase (2017-20) deltog yderligere to skoler, Kolding Musikskole og Vamdrup Skole, så det blev til folkebibliotek og tre skoler.

Samarbejdet resulterede i forskellige læringsforløb, hvori "Den hemmelige skrift" er krydderiet, der gør læringen varieret og aktiv. Rammerne for projektet er bl.a. den åbne skole, understøttende undervisning og 21st Century Skills.

I konceptet indgår 30 uv-lamper, en klasse, et mørkt rum, usynlig skrift, låse, musik og andre artefakter, der omdanner et almindeligt lokale til en anderledes læringsarena.

Konceptets mål er at være mobilt og "Den hemmelige skrift" kan derfor dukke op forskellige steder. Læringsindholdet kan varieres og tilpasses det "pensum", der vælges.

Spørgsmål til projektet kan rettes til bibliotekar Morten Rindom Nielsen på morn@kolding.dk eller teamleder Thomas Gjerulff Tollund på thto@kolding.dk.