Foto af Christoffer Askman

Garmanns hemmelighed

15.02.19
Oplev en verden af rumskibe, birketræer og hemmeligheder.

Har du læst så smuk en bog, at du ville ønske, at du kunne gå ind i dens univers? I foråret kan du opleve netop det på Kolding Bibliotek. For her er der vokset en birkeskov frem på biblioteket i forbindelse med udstillingen af Stian Holes børnebog Garmanns hemmelighed.

En forunderlig oplevelse for hele familien

Udstillingen kan opleves på Kolding Bibliotek fra den 4. februar til den 30. april. Det er gratis for alle at se den. I udstillingen kan du besøge et rumskib og dele en hemmelighed – hvis du tør!

Stian Holes poetiske verden

Norske Stian Hole er ikke så bredt kendt her i Danmark, men står for bibliotekets børnebibliotekarer som en særligt klart lysende stjerne på børnelitteraturens himmel.

”Stian Holes univers er fortryllende og poetisk. Hans smukke illustrationer er fyldt med finurlige detaljer, som børn og deres voksne kan bruge timer på at gå på opdagelse i. Han har modet til at tage fat i livets store spørgsmål set fra et barns synsvinkel. Historierne om Garmann er både tankevækkende og livsbekræftende”, siger børnebibliotekar Jane Bundgaard, der er en af initiativtagerne til udstillingen.

Foto af Christoffer Askman
Foto: Christoffer Askmann


Litteraturens universer – i virkeligheden

Udstillingen er en del af projekt Fang Fortællingen, der gør det muligt at gå på opdagelse i litterære universer – med klassen, med børnehaven og med familien. Udstillingen om Garmanns Hemmelighed er udviklet af Aalborg Bibliotek i samarbejde med scenograf Helle Damgaard og arkitekt Lykke Ley. Koldingbibliotekerne skabte sidste år en udstilling om Cecilie Ekens bog Mørkebarnet, der nu er på turné på andre biblioteker.

I forbindelse med udstillingen afholder Kolding Bibliotek workshops for skolerne i Kolding Kommune. Programmet er udsolgt, og der er lukket for tilmeldinger.

Kontaktperson for pressen:
Børnebibliotekar Bente Bruun, telefon 79 79 11 46
Børnebibliotekar Jane Bundgaard, telefon 79 79 11 42

Materialer