videnskab & kroppen

Det sker i vinterferien

06.02.18
Vinterferien på Koldingbibliotekerne byder på et væld af spændende og bevægelige aktiviteter. Vi brygger på en hel del: bogsalg, krop og åbning af en hel ny etage!

Videnskab & kroppen

Vinterferien sparkes for alvor i gang med vores store udstilling om "Videnskab & kroppen" på torvet på Kolding Bibliotek. Vidste du fx, at vores hjerne vejer lige så meget som tre dåser baked beans? At vores tarme er fire gange så lange, som vi selv er høje? Eller at vi går rundt med 206 knogler i kroppen, men blev født med langt flere? 

Kig forbi og bliv bevæget over alle de finurlige facts om vores forunderlige og fantastiske krop. Bevæg dig selv med vores bevægelsesterninger og sansebræt. Prøv kræfter med vores KÆMPE kropspuslespil og mød Kalle Kranie og hjælp ham med at finde sit ben. 

Vi inspirerer også til litterære læseoplevelser om kroppen, og vi inviterer til to kropslige arrangementer: 

Onsdag 14. februar kl. 15 er der dans for alle folk i alle aldre. 
Mød op på torvet og dans og syng med på alle de gode, gamle børnedanse. 

Torsdag 15. februar kl. 10 står i familieyogaens tegn.
Vi udforsker menneskroppen og dyrekroppen sammen. 
 

Åbning af Bryggeriet

Det tidligere magasin på Kolding Bibliotek bliver omdannet til en etage med ny formidling af musik og film med fokus på fællesskab og oplevelse.

I vinterferien kan første etape tages i brug, og Kolding Stadsarkiv åbner sit historiske værksted i det nye rum, der har fået navnet: Bryggeriet!

Kom med til åbning af Bryggeriet mandag 12. februar kl. 14
Næstformand i Kulturudvalget Merete Due Paarup, Stadsarkivar Lene Wul og Bibliotekschef Pia H. Friis byder velkommen, vi (gen)opdager 70´ernes lyde og billeder, og der er sprøde musiske indslag. Kig forbi - det bliver kodylt! 

Bogsalg på Kolding Bibliotek

Det store bogudsalg på Kolding Bibliotek starter mandag d. 12. februar kl. 10. Det foregår i Holms på første sal. Priserne falder dag for dag, men tør du vente helt til onsdag med at gøre et godt kup? 

  • Mandag kl. 10-21: 10,- pr. materiale
  • Tirsdag kl. 8-21: 5,- pr. materiale
  • Onsdag kl. 8-21: 2,- pr. materiale og specialtilbud med "Fyld posen for 10,-"

Hvad sker der ellers? 

Vi inviterer også til vinterbogscafé 15. februar kl. 10 på Kolding Bibliotek. Her udveklser læseheste tips til vinterlitteratur, og denne torsdag har Marianne inviteret tidligere bibliotekar Susanne Bogh med. Og så er der jo alle vores mange bøger og materialer, du kan låne med hjem. På Kolding Bibliotek har vi åbent hver dag i hele vinterferien fra kl. 8-21 mandag til torsdag, fredag kl. 8-18, lørdag kl. 10-14 og søndag kl. 13-16, så kig forbi og bliv anbefalet en god bog til vinterferielæsningen. 

LÆS MERE: Koldingbibliotekernes åbningstider

Skulle det ske, at du sner inde, kan du let og smertefrit bruge biblioteket hjemme fra din egen sofa. Læs og lyt til bøger på eReolen, læs artikler igennem RB Digital, stream koncerter via Qello og se film på Filmstriben. 

LÆS MERE: Koldingbibliotekernes digitale materialer

Koldingbibliotekerne ønsker alle en god vinterferie! 

 

Tags