Vamdrup Bibliotek
Vamdrup Bibliotek

Bibliotekerne i Christiansfeld, Lunderskov og Vamdrup åbner for selvbetjening

22.06.20
Onsdag den 24. juni åbner de tre lokalbiblioteker igen for selvbetjening, dog i et begrænset tidsrum.

Nye retningslinjer fra myndighederne betyder, at Koldingbibliotekerne igen kan åbne for lokalbibliotekerne uden for det tidsrum, hvor der er ansatte til stede.

Nye åbningstider

Når lokalbibliotekerne åbner for selvbetjening bliver det på hverdage fra klokken 7-18 og om lørdagen fra klokken 10-14.

”Vi glæder os over, at vi igen kan invitere borgerne indenfor på bibliotekerne i en længere åbningstid. I første omgang bliver åbningstiden lidt kortere, end før corona-nedlukningen. Det bliver den, fordi vi skal kunne sikre hyppig rengøring og jævnlige tilsyn med, at reglerne for forsamling overholdes”, fortæller Ann-Britt von Seelen.

Sommerferie i uge 28-30

Som i de foregående år er der tre uger i sommerferien, hvor der ikke er betjent åbningstid på lokalbibliotekerne. I år bliver det i uge 28-30. Der vil stadig være åbent for selvbetjening, og der vil blive sat reserverede bøger frem til afhentning i hele perioden.

Tryghed for borgerne

I forbindelse med genåbning af de selvbetjente biblioteker vil Koldingbibliotekerne sikre rengøring, og der vil være håndsprit til rådighed. Der vil løbende blive ført tilsyn med, at reglerne for forsamling overholdes. Erfaringerne fra tidligere viser, at brugen af de selvbetjente biblioteker sker i et omfang, der er foreneligt med sundhedsmyndighedernes anbefalinger om forsamling.

På hvert bibliotek er der en telefon, der kan benyttes, hvis man ønsker kontakt til Kolding Bibliotek.