Koldingbibliotekerne

Indretningsekspert til Koldingbibliotekerne (tidsbegrænset stilling)

Stillingsopslag: Er du ekspert i indretning, og kan du skabe sammenhæng mellem æstetik, indhold og funktion på Koldingbibliotekerne? Kan du bidrage til at udvikle inspirerende indretningsløsninger, som understøtter bibliotekets formål og matcher borgernes behov? Og kan du inddrage borgerne i udviklingen af bibliotekets rum?

  >> Læs mere og søg stillingen her

Vi søger en kollega, som har lyst til at arbejde med det fysiske biblioteksrum. Vi forventer, at du er kreativ og idérig, samtidig med at du kan lide at arbejde med at udvikle innovative løsninger sammen med borgerne. Vi har på biblioteket arbejdet borgerinddragende med udvikling af bibliotekernes fysiske rammer, og vores indsigter fra den proces skal du bidrage til at oversætte og konceptualisere til nye løsninger i biblioteksrummet.

Dine opgaver bliver således at deltage i projektarbejde og projektledelse omkring nye attraktive indretningsløsninger på Koldingbibliotekerne, som understøtter møder mellem borgere, og som inspirerer og skaber læselyst. Dine opgaver kommer til at spænde vidt, og du kommer fx til at arbejde med at skabe udstillingskoncepter og nye opholds- og formidlingszoner.

Du har en gruppe kollegaer, som du samarbejder med om opgaven, men du er den eneste, der arbejder fuldtids med biblioteksindretning.  Derfor er det vigtigt for os, at du kan arbejde inddragende, kommunikerende og helhedsorienteret og skabe en rød tråd i bibliotekets indretning. Du er stærk på implementering, og vi forventer en høj grad af selvstændighed i opgaveløsningen.

Ansøgningsfrist: 9. november 2021

Arbejdstid: 37 timer pr. uge med flekstid. Stillingen er tidsbegrænset fra 1. januar til 31. december 2022.

Nærmere oplysninger fås ved henvendelse til: Formidlingschef, Maja Damgaard Christensen på telefon 20446896, eller mail majad@kolding.dk