Om familie, sorg – og kærlighed

December måneds bog i DR Romanklubben er "De nærmeste" af Lotte Kirkeby, læs mere og få forslag til bøger der ligner

”De dør natten til søndag, og da vi er alene igen, tager jeg mine ting.” Sådan begynder Lotte Kirkebys romandebut, De nærmeste. Eva, Anna og Christian skal tømme deres barndomshjem efter faderens død og moderens selvmord. De tre søskende sørger forskelligt og gamle hemmeligheder og sårede følelser ændrer deres opfattelse af fortiden, dem selv og hinanden.

Bogen handler om sorg, sygdom og forholdet til familien. Det kunne lyde tungsindigt, men som den første sætning antyder, er bogen skrevet i et meget enkelt og usentimentalt sprog. Nænsomt udforsker den de tanker og reaktioner, som døden fremkalder. Hovedpersonen Anna reflekterer over kærligheden mellem sine nu afdøde forældre og sin egen kærlighed til sine børn og søskende. Båndet mellem mennesker fører både sorg og glæde med sig.

De nærmeste tager sig god tid til at afdække de tre søskendes hemmeligheder og opbygge en stemning. Den foregår om sommeren i et hus på landet og er fuld af sansninger og billeder; den varme fornemmelse af en barnehånd, køligheden i skyggen af træerne, lugten af havet, billedet af den afdøde mor på terrassen med dagens første og sidste cigaret. ”En smukt skrevet og godt tænkt roman om sorgen over det forgangne, om at leve sammen og leve videre” (May Shack, Politiken).

 

Se et interview med Lotte Kirkeby

DR Romanklubben

DR Romanklubben er et samarbejde mellem DR, Litteratursiden og bibliotekerne. Der oprettes Romanklubber på de fleste af landets biblioteker, hvor man læser og gennemgår seks af årets bedste, danske romaner. Hver måned udkommer der artikler på Litteratursiden og dr.dk, en podcast med forfatteren og indslag i radioen. Koldingbibliotekerne sætter også fokus på månedens bog med udstillinger og læsetips.

Til sidst vælger landets Romanklubber den bog, der vinder DR Romanprisen ved det store finaleshow i Aarhus til juni.

Gode bøger om familieforhold, sygdom og efterladte arvinger: