Ny podcast om den klassiske musik hos The Beatles

Bliv klogere på den klassiske musiks store indflydelse på The Beatles i en ny podcast fra musikjournalist og musiker Per Wium

Den legendariske musikjournalist og musiker Per Wium er manden bag en række af roste musikforedrag og temadage om en lang række kunstnere, men særligt The Beatles.

Per Wium har som tidligere medarbejder på DR og som udøvende musiker haft rødderne dybt begravet i den musikalske verden, og et af hans specialer er musikkens udvikling i løbet af The Beatles' karriere.

Wium har også gæstet Kolding Bibliotek ad flere omgange med musikforedrag om netop The Beatles, samt 70'ernes musik og ABBA.

Musikforedrag om den klassiske musik hos The Beatles som podcast

For dem der ikke har haft lejlighed til at opleve Per Wiums foredrag, er der nu muligheden for at opleve og lytte til den fascinerende fortælling om den klassiske musiks betydning hos The Beatles i en helt ny podcast, som Per Wium står bag.

Podcasten "Den klassiske musik hos The Beatles" kan findes de steder, du normalt lytter podcast, eller lyttes til direkte på linket:

  >> Den klassiske musik hos The Beatles (podcast)

The Beatles var musikalsk nysgerrige og lod sig inspirere af mange forskellige musikgenrer og -kulturer. Den genre, der fik størst betydning som ny inspiration, var dog klassisk musik.

Der er en lang række sange med instrumenter og klang fra den klassiske musik. Og disse kan vi finde lige fra gruppens første LP i 1963 til den sidste udgivelse i 1969. Fra celesten på “Baby it’s You” til inspirationen fra Beethovens “Måneskinssonate” på “Because”.

Undervejs i podcasten kan lytteren komme tæt på en række af de sange, hvor man tydeligt kan spore den klassiske musiks indflydelse.

Podcasten er tilegnet dirigenten, Frans Rasmussen, som havde fødselsdag den 9. juni, men døde i oktober 2020. Per Wium udtaler:

Jeg dedikerer min nye podcast til Frans. De mange samtaler jeg havde med ham, var særdeles inspirerende og berigende for mig.
Frans beskæftigede sig med mange musikgenrer med største selvfølgelighed. Præcis ligesom The Beatles og deres producer gjorde det.
” 

Også en podcast om Frank Zappa

Per Wium har tidligere udsendt en lignende podcast i to afsnit om Frank Zappa, som Wium også holder foredrag om.

I løbet af de to podcast-episoder går Wium tæt på Zappas fantastiske univers - ideerne, kompositionerne, arrangementerne og de skæve taktarter i hans musik.

Frank Zappa var det hele og kunne det hele: Pop, rock, jazz, avantgarde og moderne klassisk musik.

  >> Frank Zappa: Kom tæt på musikken (podcast)