Månedens YA-anbefaling: november 2020

Stine Ingemann Jensen, er bibliotekarstuderende og i øjeblikket i praktik på Kolding Bibliotek. Hun anbefaler månedens Young Adult bog

Hver måned anbefaler som regel et medlem af Læseklubben SAXO eller Skrivefællesskabet en god Young Adult-bog.

Denne måneds anbefaling kommer dog fra Stine Ingemann Jensen, der er i praktik på Kolding Bibliotek.

Titel: Rødt hjerte, blåt blod
Forfatter: Casey McQuiston 
4 stjerner

"Alex er søn af den amerikanske præsident, og Henry er en britisk prins. De to fyre hader hinanden, men så bliver de tvunget til at arbejde sammen og lade som om, at de er bedste venner. Alex er normalt altid sikker på sig selv, men når han er sammen med Henry, bliver han bragt ud af fatningen. Begge fyre er skønne karakterer med masser af humor, og det er sjovt at følge deres rivalisering, der langsomt udvikler sig til noget andet. En fantastisk bog, der er et stort sammensurium af politik, kongelige og kærlighed fyldt med skøre og tåkrummende scener”.

Anbefalet af Stine Ingemann Jensen, bibliotekarpraktikant

Er du til YA og er du mellem 13 og 18 år? Læseklubben SAXO er en YA-læseklub for unge, der mødes den 1. tirsdag i hver måned på Kolding Bibliotek, kl. 16-17.30, og hygger med snak, te og boganbefalinger.

Vil du med? Så kontakt en medarbejder og hør nærmere, læs mere på www.koldingbib.dk/youngadult eller mød bare op!