Månedens YA-anbefaling: maj 2021

31.05.21
Bibliotekar Debbie Ørskov anbefaler månedens Young Adult bog

Hver måned anbefaler som regel et medlem af Læseklubben SAXO eller Skrivefællesskabet en god Young Adult-bog.

Denne måneds anbefaling kommer dog fra Debbie Ørskov, der styrer bibliotekets YA-afdeling.

Titel: Knivens stemme
Forfatter: Patrick Ness
4 stjerner

Lige nu kan du se filmen Chaos Walking i biografen med Tom Holland og Mads Mikkelsen i hovedrollen. Filmen er baseret på en fantastisk bogserie, som starter med Knivens stemme.

Forestil dig, at du kan høre alles tanker, og de kan høre dine. Sådan er det for Todd og de andre indbyggere i Prentisstown – en by uden kvinder. 

Historien foregår på planeten New World. Prentisstown er et forfærdeligt sted, og de tanker der bliver tænkt i Støjen er ikke rare. Uddannelse er forbudt, og alle bøger blev brændt, så Todd kan ikke læse. Der vækkes opsigt i et lille samfund, da Todd opdager den mystiske pige Viola, som nødlander på hans planet. 

Dette er ægte science fiction, som er både actionfyldt og velskrevet.

Anbefalet af Debbie Ørskov, bibliotekar

Er du til YA og er du mellem 13 og 18 år? Læseklubben SAXO er en YA-læseklub for unge, der mødes den 1. tirsdag i hver måned på Kolding Bibliotek, kl. 16-17.30, og hygger med snak, te og boganbefalinger.

Vil du med? Så kontakt en medarbejder og hør nærmere, læs mere på www.koldingbib.dk/youngadult eller mød bare op!