DREYER-TOBIS-KLANGFILM / Universal Images Group Rights Managed

Filmanbefaling: Vampyr (1932)

Vi anbefaler en god film fra Filmstriben: Den første danske vampyr-film af mesterinstruktøren Dreyer!

Vidste du godt, at én af filmhistoriens største instruktører var dansker? (Nej: jeg mente ikke 'berygtet' og ikke Lars von Trier.) 

Carl Theodor Dreyer (1889-1968) har lavet mange internationalt kendte film, der i samtiden fik ret blandede reaktioner fra kritikerne rundt om i verden, men som i retrospekt var banebrydende. Særligt kendes gennembrudsfilmen La Passion de Jeanne d’Arc fra 1928 og mesterværket Ordet fra 1955, men Dreyer er også kendt for at have lavet en af filmhistoriens første rigtige horror-film, nemlig Vampyr fra 1932.

   >> Se Vampyr på Filmstriben

Vampyr var Dreyers første lydfilm, fremfor en ren stumfilm, og var som mange andre filmproduktioner dengang en ret europæisk affære. Den sparsomme dialog, der bruges i filmen, er lavet med eftersynkronisering på både tysk og fransk, mens de påtænkte danske og engelske udgaver aldrig blev færdiggjort. 

Vampyr bærer undertitlen "Allan Greys drøm" (nogle steder: "Allan Greys Sælsomme Hændelser"),  hvilket både taler til filmens drømmelignende univers, men antyder et nik til Oscar Wilde, siden hovedpersonens navn, Grey, peger på Wildes velkendte (og multi-filmatiserede) The Picture of Dorian Gray, hvor vi finder en lignende dyster og mærkværdig stemning.

Et mareridt

Handlingen i Vampyr er ret simpel: En ung mand, Allan Grey, kommer til en kro ude på landet, nær Courtempierre (hvor filmen faktisk er filmet). Han har en serie af mærkværdige, obskure drømme, hvorefter en fremmed mand pludselig går ind på hans værelse, og efterlader en pakke med en bog, som først må åbnes efter samme mands død. Han beder Grey om at hjælpe ham med at frelse en ung pige, der er i en eller anden form for fare.

Da Grey så senere, af dansende skygger, bliver ført til et gammelt slot, hvor han ser slotsherren blive skudt – og slotsherren er samme mand, der besøgte ham på værelset – åbner han bogen: Det er en bog om nogle frygtelige dæmoner, der kaldes vampyrer. Og det viser sig at være slotsherrens datter, Léone, som den ukendte vampyr er efter.

   >> Se Vampyr på Filmstriben

Et ekstra tip: Der er i øvrigt flere af Dreyers film, man kan finde på Filmstriben, hvis man med egne øjne vil se nærmere på nogle af dansk filmhistories store klassikere.

Materialer