Se Sorry to Bother You (2018) på Filmstriben
Se Sorry to Bother You (2018) på Filmstriben

Filmanbefaling: Sorry to Bother You (2018)

Vi anbefaler en god film fra Filmstriben: Telefonsælgere og kølig racisme forenes i ny og totalt fantastisk absurd komedie

Som en bibliotekarkollega har udtrykt det: Sorry to Bother You "er velspillet og er noget af det mest nyskabende jeg har set i flere år. En skarp, skarp kritik af kapitalismen og andre skyggesider af vores moderne forbrugssamfund."

   >> Se Sorry to Bother You på Filmstriben

I Sorry to Bother You (2018), der er debutfilmen fra instruktør og manuskriptforfatter Boots Riley, er vi transporteret til en nærfremtids udgave af den amerikanske by Oakland i Californien, hvor vi følger Cassius Green.

"Cash" bor i sin onkels garage, har intet job og generelt kører det sgu ikke rigtig for ham. Garagedøren går f.eks. nogle gange op, når han og kæresten hygger sig, så hele gaden får lidt for meget syn for sagen. Og han ved faktisk ikke engang, hvordan han skal betale husleje til sin onkel næste gang.

Dét indtil han endelig finder et job som lavtlønnet telefonsælger i det suspekte firma RegalView, hvor han hurtigt får det råd af sin ældre kollega Langston, at hvis han virkelig vil sælge, så må han bruge sin "hvide stemme".

For både Langson og Cash er sorte, og filmens pointe er her, at de må tale som hvide mennesker, hvis de virke mere troværdige og professionelle over telefonen.

 

Den sprængfarlige samfundskritik, Riley her udstiller, kunne have været meget tung for filmens fremgang, som i mange "budskabsfilm", men den store styrke ved Sorry to Bother You er netop, at det dybest set er en fremragende komedie.

Det viser sig nemlig hurtigt, Cash er enormt dygtig til at bruge sin "hvide stemme" og bliver hurtigt forfremmet til at være "Power Caller", hvor dét man sælger over telefonen er alt andet end uskyldigt.

Omkring Cash er samfundet på kanten af kaos, med optøjer og protester over tidens uretfærdigheder som brutalt slås ned af politiet, og nye slags "virksomheder", bl.a. den med det djævelske navn Worryfree ("Bekymringsfri"), som ansætter medarbejdere i en slags totalløsning, hvor de gennem en livstidskontrakt får arbejde, bolig, mad, tøj, og alle umiddelbare behov dækket... og dermed bliver slaver i alt andet end navn.

Sorry to Bother You fremviser en fremtid, der er skræmmende som bare f...., men gør det med så smuk en sort humor, at man ikke kan andet end være tryllebundet. Og så er der virkelig nogle hamrende dygtige skuespillere med, bla. Lakeith Stanfield som Cash (kendt fra bl.a. serien Atlanta og filmen Get Out), Tessa Thompson (serien Westworld), Arnie Hammer (Call Me By Your Name) og Terry Crews.

Samtidig bruger filmen et par hvide skuespillere, som leverer de "hvide stemmer" -- særligt David Cross (Arrested Development og Mr. Show), som spiller Cashs "hvide stemme", er som altid sjov som bare pokker.

   >> Se Sorry to Bother You på Filmstriben

Materialer