
Filmanbefaling: The Host (2006)
Sydkoreanske Bong Joon-ho skrev historie ved den seneste årlige Oscar uddeling. Foruden at vinde de tre hovedpræmier for Bedste internationale film, Bedste instruktør og Bedste originale manuskript, er Parasite også den første ikke-engelsksprogede film, der har vundet en Oscar for Bedste film.
Mange filmelskere har i lang tid haft et godt øje til Bong Joon-ho. Han debuterede i 2000 og er især kendt for at lave genrefilm, der bevæger sig ud over genrenes sædvanlige grænser, samt sort humor og pludselige skift i stemning (alle elementer, man også kender fra Parasite).
Og heldigvis er det muligt at se en af hans dybt originale film på Filmstriben, nemlig dagens anbefaling: The Host fra 2006.
Den altid trætte og lidt langsomme Park Gang-du arbejder med sin far, søskende og sin datter Hyon-Seo i en lille snack-bar ved Han-floden i Seoul. En dag stiger et monster op ad floden og spreder død og ødelæggelse. På vej væk bortfører monsteret Hyon-Seo.
Hun får et øjeblik kontakt med sin far over telefonen, men ingen vil tro på Park Gang-dus påstand om, at datteren stadig er i live. Nu må familien selv tage kampen op mod monsteret for at redde Hyon-Seo.
The Host er en fantastisk og fantasifuld monsterfilm om de dæmoner, der hjemsøger os både udefra og indefra. Og hvis du bliver betaget af Bong Joon-hos film, kan du også låne filmen Snowpiercer på biblioteket.
Oprindeligt skrevet af Aarhus Bibliotekerne.
Se en trailer for filmen: