Ordnet.dk - online ordbøger om det danske sprog

Adgang
Fri adgang
På ordnet.dk kan du både finde en opdateret og aktuel ordbog for det danske sprog samt en historisk ordbog, som er god at slå op i, hvis man f.eks. læser ældre tekster med gamle danske udtryk.

Ordnet.dk drives af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet og Kulturministeriet.

Om Den Danske Ordbog

Den Danske Ordbog beskriver ordforrådet i moderne dansk fra ca. 1955 til i dag og opdateres løbende.

Ordbogen er en korpusbaseret ordbog. Det vil sige at ordbogen i vid udstrækning afspejler sproget sådan som det tales og skrives af sprogbrugerne. 

Den Danske Ordbog er i overenstemmelse med de danske retskrivningsregler fastsat af Dansk Sprognævn og kan derfor bruges til eksamen.

Om Ordbog over det danske Sprog

Ordbog over det danske Sprog kaldes også “den store danske ordbog”. Den dækker rigssproget fra 1700 til ca. 1950 og inddrager i et vist omfang dialekter, fagsprog og slang.

Værket blev grundlagt af professor Verner Dahlerup omkring 1900 med andre store nationalordbøger som forbillede, fx Grimms Deutsches Wörterbuch (grundlagt 1837), Het Woordenboek der Nederlandsche Taal (udkom fra 1864), Oxford English Dictionary (udkom fra 1884), Svenska Akademiens Ordbok (udkommet siden 1893).

Ordbogen udkom i 28 bind i årene 1918-56 og er siden genoptrykt fire gange, senest i 1990'erne. I årene 1956-2004 blev der udarbejdet et Supplement til Ordbog over det danske Sprog i fem bind (udgivet 1992-2005).

I de knap 40 år hvor Ordbog over det danske Sprog blev udgivet, var den en samtidsordbog med det ældre sprog som baggrund; hvert nyt bind indeholdt ord, betydningsudviklinger og citater der på udgivelsestidspunktet var helt aktuelle foruden beskrivelsen af 1700-, 1800- og det tidlige 1900-tals sprog.

Spørgsmål? Kontakt Biblioteket eller Det Danske Sprog- og Litteraturselskab ved spørgsmål eller problemer.