Drenge og læsning

Hvordan finder man det rigtige læsestof til drenge?

Drenge og læsning – hænger det overhovedet sammen? Undersøgelser har vist, at drenge er dårligere til at læse og læser mindre end pigerne. For mange drenge er læsning støvet, nørdet og noget stille noget. Bogen er knap så sej og dem der læser er bogorme og kloge-Åger.

Men måske er det os, som de voksne, der ikke forstår, at drenge bare gerne vil have noget andet læsestof end pigerne? 

Måske skal vi prøve at tænke lidt bredere inden for litteraturen, siger læsekonsulent Lisbet Vestergaard fra Kulturministeriet. Tænke læsning ud fra andre medier end bogen. Hun mener ikke, at man skal være bange for, at det ikke er godt nok eller lødigt nok. Det handler bare om at få sat læsningen i gang. Med det rette læsestof. 

Hvad skal de læse?

  • Magasiner, f.eks. Bilmagasinet el. Magasinet Historie
  • Undertekster på TV / iPad
  • Blade om forskellige interesser, f.eks. fodbold, historie, computerspil eller videnskab
  • Tegneserier
  • Blogs
  • Instruktioner og tips til spil
  • Brugsanvisninger til hvordan du f.eks. samler en stol
  • Aviser/reklamer
  • Podcast – vi skal huske, at man også kan læse med ørerne
  • Billedromaner med tekst og illustrationer
  • Bøger + lydbøger

Drenge er ikke anderledes end piger, forstået på den måde at drenge gerne vil have læsestof, der interesserer dem. Tag udgangspunkt i din drengs interesser. Er han f.eks. fan af Messi? Eller er han mest optaget af computere? Køb eller lån fagbøger om fodboldhelte eller abonner f.eks. på ”Computerworld”.

Tag også din dreng med ned på biblioteket og snak med en børnebibliotekar, der kan vejlede og komme med gode forslag! 
 

Hvordan får vi drenge, der ikke gider læse, til at læse?

Hør læsekonsulent Lisbet Vestergaard fra Kulturministeriet i en video fortælle om læsning og om læsestof til drenge:

Gode historier til drenge

Læs mere om drengelitteratur i feltet mellem fritid og skole i en artikel af Lisbet Vestergaard og Maja Vestbirk, der giver nogle overordnede råd til arbejdet med drenges læsevaner:

https://www.videnomlaesning.dk/media/1436/videnom_14_12_vestbirk_vesterg...