Spilleregler for læsekredse

Når man er godt i gang i læsekredsen, er det en god ide med et årligt "serviceeftersyn" af sin læsekreds.

Spilleregler for læsekredse
Det er vigtigt, at I gør jer klart, hvad I gerne vil have ud af jeres læsekreds, så misforståelser og forskellige ønsker bliver afklaret, inden de bliver til problemer.
Ligeledes er det meget vigtigt, at I ikke i misforstået høflighed fejer det ind under gulvtæppet, hvis der er noget, I ønsker anderledes. Det kan være ting som at der snakkes for meget privat, at et par stykker af kredsens medlemmer tager al taletiden, eller at der bliver for meget arbejde med traktement og hjemmebag, når det er din tur til at have kredsen på besøg.
 
Det er en god idé at afsætte tid til at revidere reglerne fx én gang om året. Så får man også her en god anledning til at få ting på bordet, som man i hverdagens hygge ikke får taget fat på, fx hvis snakken om bogen er blevet for overfladisk, hvis man gerne vil læse en anden type bøger, eller hvad det nu kan være.
 
Rammerne
· Mødested og –tid: 
Vil I mødes privat eller i det offentlige rum? Hvis I mødes privat, er det så ok at sige fra, hvis man af en eller anden grund ikke har mulighed for/ ønske om at lægge privathjem til?
 
· Mødefrekvens: 
Hvor tit skal I mødes? Nogle læser hurtigt, nogle langsomt, nogle har meget tid til at læse, nogle har kun læsetid lige inden de skal sove? Holder I pause om sommeren? Ved juletid?
 
· Mødelængde: 
Aftal gerne et sluttidspunkt, så alle ved, hvornår det er ok at bryde op. Aftal også, om det er ok at blive hængende til social snak, og om aftenens vært har lov til at sige slut for i dag og kom godt hjem.
 
· Regler for afbud: 
Skal man melde afbud og til hvem?
 
· Niveau for fx traktement: 
· Vær opmærksom på, at traktementet ikke bliver for dyrt og tidskrævende eller kræver den store husholdningseksamen.
 
· Medlemmer: 
Hvor mange vil I være? For de fleste vil 6-8 medlemmer være passende.
 
· Nye medlemmer: 
Hvordan finder man kandidater? Skal alle være enige om nye medlemmer?

· Forpligtelse over for gruppen:
Er det ok at møde op uden at have læst bogen? Hvor vigtigt er det for jer at vælge datoer, hvor alle i gruppen kan være med? Er der en ”bagatelgrænse” for, hvornår man har forfald og ikke kan deltage?
 
 
Mødernes struktur
· Vægtningen mellem det sociale og snakken om bogen: 
Mange kredse aftaler fast forløb, fx en time til bogen, derefter kaffe og social snak. Andre bruger al tiden på bogen, og er kun sociale under et kvarters kaffepause.
 
· Alle skal komme til orde: 
Man kan fx vælge at have ordstyrer på snakken, eller man kan vælge at indlede snakken med en runde, så alle får sagt noget. Man kan også køre hele diskussionen med fast talerække.
 
· ”Protokolfører”: 
Det kan være en stor fordel at holde styr på møderækkefølge, at man skriver op, hvad man har læst og fører en liste over de bøger, man har aftalt samt nye forslag til læsning.
 
 
Bøgerne og litteraturen
 
· Oplæg om forfatter/ bog:
Det kan gå på skift, så man fortæller lidt om forfatter og forfatterskab. Man kan vælge at tage det som start på snakken, men man kan også bruge det som en afrunding.
 
· Niveau for snakken/ analysen: 
Hvor meget skal man gøre ud af det: Er det i orden at sige: ”Jeg synes at…”? Er det ok at referere til forskningsartikler, eller bliver det for højpandet? Må man indlede aftenen med at sige: Det var dog en dum bog” … eller skal man gemme den slags udsagn til sidst. Vil I bruge analysemodel/ tjekliste i snakken?
 
· Valg af bøger: 
Hvem vælger bogen - efter fælles aftale eller skiftes man? Laver man evt. en årsplan for, hvad man vil læse?