Fang Fortællingen

------------------------
Formidlingsprojektet ”Fang Fortællingen” skal få børn til at fordybe sig i skønlitteratur!
 
Ifølge en ny læseundersøgelse ”Børns læsning 2017”, læser danske børn mindre i fritiden i dag end de gjorde i 2010. De bruger mere tid på sociale medier end på at fordybe sig i bøger.
 
Derfor er Kolding sammen med 9 andre danske biblioteker gået sammen om projektet ”Fang Fortællingen”, der skal udvikle nye formidlingsformer til litteraturformidling for børn!
 
Koldingbibliotekernes del af Fang Fortællingen er at arbejde med en udstilling om bogen Mørkebarnet af Cecilie Eken.
 

Garmanns hemmelighed

​Oplev en verden af rumskibe, birketræer og hemmeligheder på Kolding Bibliotek: 4/2 - 30/4

 

Har du læst så smuk en bog, at du ville ønske, at du kunne gå ind i dens univers? I foråret kan du opleve netop det på Kolding Bibliotek. Der vokser en birkeskov frem på biblioteket, når en udstilling om Stian Holes børnebog Garmanns hemmelighed åbner.

Norske Stian Hole er ikke så bredt kendt her i Danmark, men står for bibliotekets børnebibliotekarer som en særligt klart lysende stjerne på børnelitteraturens himmel.

Børnebibliotekar Jane Bundsgaard fortæller: ”Stian Holes univers er fortryllende og poetisk. Hans smukke illustrationer er fyldt med finurlige detaljer som børn og deres voksne kan bruge timer på at gå på opdagelse i. Han har modet til at tage fat i livets store spørgsmål, set fra et barns synsvinkel. Historierne om Garmann er både tankevækkende og livsbekræftende.”

Udstillingen om Garmanns hemmelighed er udviklet af Aalborg Bibliotek i samarbejde med scenograf Helle Damgaard og arkitekt Lykke Ley. Koldingbibliotekerne skabte sidste år en udstilling om Cecilie Ekens bog Mørkebarnet, der nu er på turné på andre biblioteker. (Læs mere om Fang Fortællingen nedenfor.)

Udstillingen kan opleves på Kolding Bibliotek fra den 4. februar til den 30. april

Det er gratis for alle at se den. I udstillingen kan du besøge et rumskib og dele en hemmelighed – hvis du tør!

I forbindelse med udstillingen afholder Kolding Bibliotek workshops for skolerne i Kolding KommuneOBS: Programmet er udsolgt, og der er lukket for tilmeldinger.

 

Om projekt Fang Fortællingen

Udstillinger

Projektets kerne er fysiske udstillinger, der åbner op for de gode fortællinger, så man kan gå på opdagelse i litterære verdener - med klassen, med børnehaven og med familien.
 
Udstillingerne taler til sanserne, gør børn nysgerrige og stimulerer læselysten og evnen til fordybelse. Udstillingerne laves i samarbejde med en række forlag, forfattere, illustratorer, arkitekter, kunstnere, grafikere og udstillingsdesignere. Kolding Bibliotek samarbejder med ”D-sign Tegnestuen” og ”I made this*”. Efter projektperioden vil alle landets biblioteker kunne låne de 10 udstillinger på skift.
 
Støtte fra Nordea-fonden og Slots- og Kulturstyrelsen
- Nordea-fonden støtter Fang Fortællingen med knap to millioner kroner 
- Projektet har også modtaget støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen. 
 
    
 

Samarbejdspartnere og fortællingerne

  • Herlev Bibliotek med Vikingesagn af Josefine Ottesen, illustrator Sune Elskær (+ Frølich 1853),
  • Ballerup Bibliotekerne med Hr. Struganoff af Kim Fupz Aakesen, illustrator Siri Melchior
  • Gentofte Bibliotekerne med Monster-bøgerne af Kalle Güettler, Rakel Helmsdal og Áslaug Jónsdóttir, illustrator Áslaug Jónsdóttir
  • Gladsaxe Bibliotekerne med Min mormors gebis af Jakob Martin Strid
  • Guldborgsund-bibliotekerne med Den store djævlekrig af Kenneth Bøgh Andersen
  • Herning Bibliotekerne med Nord af Camilla Hübbe, illustrator Rasmus Meisler
  • Koldingbibliotekerne med Mørkebarnet af Cecilie Eken, illustrator Malene Reynolds Laugesen
  • Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne med Lille Virgil af Ole Lund Kirkegaard
  • Rudersdal Bibliotekerne med Kaskelotternes sang af Bent Haller, illustrator Lea Leten
  • Aalborg Bibliotekerne med Garmanns hemmelighed af Stian Hole
 
De ti fortællinger, der er udgangspunkt for udstillingerne, er bl.a. valgt ud fra et samlet hensyn til spredning på målgrupper fra 2 til 16 år samt variation i tematikker og genrer.
 
Gentofte Centralbibliotek har projektledelsen og står for den overordnede koordinering. 
 
Yderligere information og kontakt om det overordnede projekt
 
Fang Fortællingen
Projektleder Tone Lysholm

Materialer