
Om dette arrangement
DRAG BINGO med Mizz Privileze
Biblioteket er for alle! Denne aften i UGE17 sætter vi fokus på verdensmålene #3 Sundhed og trivsel for alle og #5 Ligestilling mellem kønnene med en festlig og favnende omgang drag bingo styret af den fabelagtige drag queen Mizz Privileze. (Og der er er naturligvis præmier på højkant!)
Mizz Privileze (de/dem) er Danmarks normkritiske moustache drag queen og især kendt fra TV2's 'Danmark har talent', hvor de i 2019 både fik guldbuzzeren og kom i finalen, som den første drag i verden. Siden har Mizz Privileze optrådt på alt fra Northside Festival, Folkemødet og TV2 Zulu til små og store events landet rundt.
Mizz Privileze laver underholdning fuld af overraskelser, hjerte og humor, og blev i 2020 nomineret til årets drag og årets LGBT+-person til Danish Rainbow Awards. I 2022 åbnede de Danmarks første Dragskole, som er et aftentilbud for unge, der gerne vil lære om kunstformen drag i et trygt og kreativt fællesskab.
Dragtivisten er også kendt for at være talsperson og en af stifterne af foreningen Lev og Lad Leve, der arbejder for at stoppe hadforbrydelser mod LGBTQI+personer i Danmark. Manden bag er Michael Bjerring (han/ham), der er uddannet folkeskolelærer, certificeret menneskerettighedskonsulent og i dag lever fuldtid af sin drag virksomhed.
Fællesspisning på biblioteket
Arrangementet er gratis, men vil du være sikker på en siddeplads, så mød gerne op en time før og deltag i fællesspisning på Torvet på Koldingbibliotekerne.
Fællespisningen koster blot 85,- kr. for en forrygende vegansk menu inklusiv drikkevarer.
>> Læs mere om fællesspisningen samme aften
Arrangementet er en del af UGE 17: en landsdækkende temauge på bibliotekerne omkring FN’s 17 verdensmål. Arrangementet er støttet af Jens Holms Biblioteksfond.