William Knudsen: GM Media Archive, Sterling Heights, Michigan
William Knudsen: GM Media Archive, Sterling Heights, Michigan

Om dette arrangement

Tid
19:00 - 21:00
Pris
75 Kr
Bibliotek
Target
For voksne
Bestil billet(ter)
Foredrag & debat

One Dollar Man

22.10.18
Kom og hør den utrolige historie om danskeren, der i USA var med til at afgøre 2. Verdenskrig

Den 24. maj 1940 ringede telefonen hos William Knudsen på kontoret hos General Motors i Detroit. 

I den anden ende var den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt på en linje fra Det Hvide Hus. Han havde brug for en mand, der kunne stille sig i spidsen for den amerikanske produktion af krigsudstyr - også selv om lønnen kun var på symbolske 1 dollars om året. Og præsidenten havde kun én kandidat til jobbet: Danskeren.

Og sådan gik det til, at William S. Knudsen blev kendt som ”The One Dollar Man” og den højeste dekorerede civile nogensinde i den amerikanske hær. Det er fortællingen om cykelsmeden, der udvandrede fra København i 1900 og kæmpede sig op fra bunden af det amerikanske samfund, viste stort talent for at organisere, satte samlebåndsproduktionen i system hos Henry Ford, blev øverste direktør for konkurrenten General Motors med 250.000 ansatte, var en af USA's bedst betalte erhvervsledere i 1930'erne - og altså endte i spidsen for 11 millioner arbejdere på 1.200 amerikanske fabrikker, der var med til at vende de allieredes krigsheld, da USA trådte ind i Anden Verdenskrig. 

William S. Knudsens produktionstalent var ganske enkelt med til at afgøre Anden Verdenskrig, siger historikerne – og den medrivende historie om den amerikanske drøm fortæller forfatter og journalist Ole Sønnichsen i ord og billeder.

 

Om foredragsholderen

Ole Sønnichsen - © Jonas Fotografi

Ole Sønnichsen er forfatter til en række biografier og historiske værker inden for emnerne historie, kulturhistorie, sport og erhverv. 

Han har bl.a. udgivet bestsellere om Joachim Boldsen, Dirch Passer, Vestas, Johannes Møllehave og Ulf Pilgaard, samt to-binds værket ”Rejsen til Amerika”, der blev filmatiseret som en dokumentarserie i tre afsnit på DR.